Til Kimmie

Det hænder engang hvert andet år, at der falder en officiel tak til min ven Kim, af venner og bedste fjender kendt som Kimmie.

Sidste – og første – gang det skete var til en rustur, hvor jeg havde fået mig placeret bag dj-pulten og dermed havde det stakkels publikum i min hule hånd. Min kærlige tak til Kimmie over en hylende mikrofon blev efterfulgt af en lidt mindre heldig dans til et udansabelt Pixies-nummer, mens folk konkluderede at vi måtte være kærester. Det er så ikke første eller sidste gang at det er sket!

Siden Kim har efterlyst respons på hans respons på min blog, er denne post således tilegnet ham alene. Planen var, at min web-log skulle undgå alt for meget personligt fnidder fnadder og interne kommentarer, og det skal den blive ved med. Derfor er denne kærlighedserklæring alt andet end intern og intim. Det er en højtråbende takk takk takk til min bedste gode ven Kimmie og din evige kærlighed. Din egenhændige introduktion af Wagners Der Ring des Nibelungen (jeg ser Epidemic – og The New World i aften). Dine idiosynkrasier, der fylder alt. Din nye Hitler frisurer og samtidige notoriske sympati med det jødiske folk. Da du spottede Can’s "Spoon" en særlig aften og senere mindede mig derom, så krautrocken endelig blev en del af min verden. Sonic Youth dyrkelsen. Alle popcornene og pom-fritterne og de forudgående bodega-ture. Dine gentleman-træk, især da du reddede Fridrik Thórs nat ved at stikke ham en håndbajer fra 7/11, mens du samtidig fik genåbnet en pølsevogn, så islændingen kunne få sig en hotdog. Din hengivelse til støjens auditive og visuelle æstetik. Hvordan du har udstået dine pigers evindelige mood-swings, og det at du til trods udnævner dem til valkyrier…

Here´s Kimmie