'Susperia' í Bæjarbíó

Mit første møde med Argento og hans ophøjede filmkunst. Så er det sagt, og indrømmet! Bæjarbíó i Hafnarfjördur viste igår Dario Argentos Susperia fra 1977. Udover at kopien var en noget nedbarberet, x-rated 90-minutters version, var det fantastisk at se så visuelt overlegen en film på stort lærred. Horrorfilmen lader alle visuelle og musikalske elementer gå op i en højere enhed - og Argento udnytter filmmediets unikke audiovisualitet til fulde. Italienske Goblin står bag scoret, der på én gang fremtoner konventionelt, med sit ene gentagede tematiske forløb, men som også eksperimenterer med hvislende vokaler og volumen, der bringer det musikalske score på max. Udover de forførende og sansebombarderende kulisser, er det musikken der skaber uhyggen og den gennemgående suspens. Skuespillet må siges at være begrænset til et pretty-face og hendes uhyggeligt grimme modsætninger. Men det er komplet ligegyldigt siden film handler om form, om æstetetik og om et sideløbende eller kontrapunktisk afhængighedsforhold mellem lyd og billede.