Premiere på Beowulf & Grendel
Her følger en beretning fra den islandske premiere på Beowulf & Grendel, der fandt sted sidste torsdag i Reykjavík.
Icelandic Film Festival (IFF) gik igang et par dage før med premieren på Bent Hamers Bukowski-adaptation Factotum. Det var dog Matt Dillons tilstedeværelse, og ikke filmen selv, der gav festivalen den største opmærksomhed.
Mere spændende var det da også at skulle se islandske Sturla Gunnarssons længe ventede filmatisering af det gamle engelske digt om ærke-helten Beowulf og hans kamp mod trollemonsteret Grendel. På rollelisten er Greard Butler, Stellan Skarsgaard og Ingvar E Sigurdsson.
Fra filmens allerførste scene afsløredes dog en svaghed hvad angår både kameraføring, postproduktion og særligt instruktionen. Spillet var gennemgående stift og overspillet, og særligt Ingvars fortolkning af monstret Grendel var mere pinagtigt end frygtet. Med abelignende gestik og mimik, og selv de lyde der kom ud af munden på ham, blev der gjort et ihærdigt forsøg på at skabe empati for monstret, men dets tutte-nuttede opførsel mindede mere om en Disney-karakter eller Lucas’ forfejlede forsøg med Jar Jar Binks, end nogen troværdig karakter.
Historien selv blev fortalt rodet og uklart, højst sandsynligt med en forventning om at publikum er bekendt med den litterære baggrund. Undertegnede er ikke, og jeg fandt det i det hele taget mangelfuldt at indlede en scene med ordene: “A hero came from the sea”, hvorpå man ser Beowulf komme svømmende ind mod breden, uden at vi på noget tidspunkt får hans baggrund fortalt. Hvorfor er det så vigtigt for denne helt at tage kampen op mod et ukendt monster og hjælpe et relativt usympatisk kongedømme?
Stellan Skarsgaard er kongen, der har set bedre tider. Hans præstation var som altid på toppen i modsætning til de fleste andre skuespillerpræstationer.
Det virker som om Sturla Gunnarsson simpelthen ikke ved hvad han vil med denne historie, hvad han vil fortælle og og hvordan. Derfor ender filmen i en krampagtigt forsøg på både at være Lord of the Rings, Ravnen flyver og en tør komedie, der absolut ikke er sjov.
Scoret er fra Hilmar Örn Hilmarssons hånd, og med et kendskab til islandsk filmhistorie kunne man således kun have positive forventninger (tænk på Children of Nature, Angels of the Universe og mange mange flere). Men Hilmar Örn valgte mærkeligt nok en helt anden rute ud i typiske episke soundtracks med bulder og brag, og en kvindelig vokal der gik lige i Enya’s fodspor (leveret af Ragnheidur Gröndahl der burde holde sig fra filmmusikken!).
Det eneste rigtigt positive var de islandske locations, fra sydlandets sorte strande og spidse klippegevækster – også til trods for at en lignende billedside blev brugt som illustration for det såkaldte “Daneland”! Den islandske natur blev endnu engang udnyttet som et nationalt og måske nationalromantisk element, lidt for ofte med umotiverede panoreringer, der førte ingen vegne hen hvad angår narrationen. Det evigt skiftende vejr gav en følelse af autencitet til denne ellers statiske og utroværdige film, og de mørke og forfaldne bebyggelser som fx kongens residens understregede netop hans mentale tilstand og dekadence.
Sturla burde have indset forlængst at han ikke kan og ikke havde budget til at lave en international storfilm, og i stedet skulle han være gået den anden vej og skabt en kunstfilm – en underspillet og kulsort film – som en værdig modstander til fx Hrafn Gunnlaugssons Ravnen flyver
IFF er igang de næste 2 ugers tid, med 30 internationale film. Derefter følger den sande film festival, nemlig Reykjavík International Film Festival, fra 28.September til 8.oktober. Tjek www.filmfest.is. Fortsættelse følger, lover jeg. (^_^)
Icelandic Film Festival (IFF) gik igang et par dage før med premieren på Bent Hamers Bukowski-adaptation Factotum. Det var dog Matt Dillons tilstedeværelse, og ikke filmen selv, der gav festivalen den største opmærksomhed.
Mere spændende var det da også at skulle se islandske Sturla Gunnarssons længe ventede filmatisering af det gamle engelske digt om ærke-helten Beowulf og hans kamp mod trollemonsteret Grendel. På rollelisten er Greard Butler, Stellan Skarsgaard og Ingvar E Sigurdsson.
Fra filmens allerførste scene afsløredes dog en svaghed hvad angår både kameraføring, postproduktion og særligt instruktionen. Spillet var gennemgående stift og overspillet, og særligt Ingvars fortolkning af monstret Grendel var mere pinagtigt end frygtet. Med abelignende gestik og mimik, og selv de lyde der kom ud af munden på ham, blev der gjort et ihærdigt forsøg på at skabe empati for monstret, men dets tutte-nuttede opførsel mindede mere om en Disney-karakter eller Lucas’ forfejlede forsøg med Jar Jar Binks, end nogen troværdig karakter.
Historien selv blev fortalt rodet og uklart, højst sandsynligt med en forventning om at publikum er bekendt med den litterære baggrund. Undertegnede er ikke, og jeg fandt det i det hele taget mangelfuldt at indlede en scene med ordene: “A hero came from the sea”, hvorpå man ser Beowulf komme svømmende ind mod breden, uden at vi på noget tidspunkt får hans baggrund fortalt. Hvorfor er det så vigtigt for denne helt at tage kampen op mod et ukendt monster og hjælpe et relativt usympatisk kongedømme?
Stellan Skarsgaard er kongen, der har set bedre tider. Hans præstation var som altid på toppen i modsætning til de fleste andre skuespillerpræstationer.
Det virker som om Sturla Gunnarsson simpelthen ikke ved hvad han vil med denne historie, hvad han vil fortælle og og hvordan. Derfor ender filmen i en krampagtigt forsøg på både at være Lord of the Rings, Ravnen flyver og en tør komedie, der absolut ikke er sjov.
Scoret er fra Hilmar Örn Hilmarssons hånd, og med et kendskab til islandsk filmhistorie kunne man således kun have positive forventninger (tænk på Children of Nature, Angels of the Universe og mange mange flere). Men Hilmar Örn valgte mærkeligt nok en helt anden rute ud i typiske episke soundtracks med bulder og brag, og en kvindelig vokal der gik lige i Enya’s fodspor (leveret af Ragnheidur Gröndahl der burde holde sig fra filmmusikken!).
Det eneste rigtigt positive var de islandske locations, fra sydlandets sorte strande og spidse klippegevækster – også til trods for at en lignende billedside blev brugt som illustration for det såkaldte “Daneland”! Den islandske natur blev endnu engang udnyttet som et nationalt og måske nationalromantisk element, lidt for ofte med umotiverede panoreringer, der førte ingen vegne hen hvad angår narrationen. Det evigt skiftende vejr gav en følelse af autencitet til denne ellers statiske og utroværdige film, og de mørke og forfaldne bebyggelser som fx kongens residens understregede netop hans mentale tilstand og dekadence.
Sturla burde have indset forlængst at han ikke kan og ikke havde budget til at lave en international storfilm, og i stedet skulle han være gået den anden vej og skabt en kunstfilm – en underspillet og kulsort film – som en værdig modstander til fx Hrafn Gunnlaugssons Ravnen flyver
IFF er igang de næste 2 ugers tid, med 30 internationale film. Derefter følger den sande film festival, nemlig Reykjavík International Film Festival, fra 28.September til 8.oktober. Tjek www.filmfest.is. Fortsættelse følger, lover jeg. (^_^)
posted by Louise at Saturday, September 02, 2006
0 Comments:
Post a Comment
<< Home