At vide at forløsningen venter

Omkring 20 tusinde dukkede op i Reykjavíks største park, da Sigur Rós holdt gratis koncert - for folket, og for at fejre afslutningen på det sidste års lange turne, hvor over 100 spillesteder har haft besøg af bandet.

Det var meget tydeligt at Sigur Rós spillede for egne landsmænd, selvom den store flok af fremmødte bød på alt fra meget små nyfødte babyer, til babyer der slet ikke var født endnu men sparkede inde i maven i takt med Orris trommer (altså i andres maver!) - til børn der havde fået lov at blive ude til sent, fordi forældrene selv ikke ville misse koncerten - til ældre folk, der vist aldrig havde set eller hørt manden med glasøjets falset-stemme før. Bandet spillede et overraskende roligt og uforceret set, der føltes som en slags kollektiv udånding efter deres verdensturne og efter at have set dem live flere gange end man kunne bede om.

Det var et live soundtrack til en aften i parken, og det var underligt behageligt at se sig tilfreds med al denne venlighed fra folk og ikke mindst fra et band, som aldrig siger andet end TAKK til deres publikum, men denne aften sludrede en smule. Og da de kom på scenen for tredie gang kunne man kun undre sig. Men musikken besvarede al tvivl, for da Georg greb trommestikken og slog takten an til den hypnotiserende "Hafsól" på sine bas-strenge vidste de fleste at det endelig ville blive mørkere og langt mere abstrakt. Og herefter fulgte No.8 fra ( ), der endnu engang faldt som det notorisk forløsende afslutningsnummer. Det starter venligt, med sang og melodi, udvikler sig, strækker det melodiøse tema og gentagne nynneri, for til sidst at ende i et kontrolleret kaos af strenge, strygere, stortrommer, lys og skrig. Først her borede musikken sig ind i kroppen, lammede trommehinden og hamrede truende i brystet. Det er som om katharsis er garanteret - Sigur Rós må igen udnævnes til verdens bedste live band.