Dokumentaristen Thorgeir Thorgeirson

Jeg er nu kommet mig over min Herzog-hypnose, eller hvad andre ville kalde ’documentary humanism’. Ordene tilhører Thorgeir Thorgeirson, der mente, at det eneste rette udgangspunkt for de halv-autodidakte islandske filminstruktører i midten af sidste århundrede, var det dokumentariske.

Thorgeir havde stærke holdninger til filmverdenen – og mangelen på samme – i årene 1962-72, hvor han havde sit virke. Fx siger han om de visuelle repræsentationer af den islandske kultur og nation – skabt af nationen selv vel at mærke:
“If a society wants only to be pictured in festive clothes there we have a society that should be pictured in festive clothes only.”

Det eneste såkaldt fuldendte værk han lavede er Madur og verksmidja / Man and Factory (1968, 10 min). Resten af hans filmografi ønskede han ikke at fremvise offentligt, i hvert fald ikke de sidste år han var i live. Jeg har ikke haft fingrene i filmarkiverne endnu, så jeg har stadig Man and Factory til gode. Har dog læst mig til følgende alt for fristende beskrivelse:

“Someone has said that Man and Factory was treating the human soul of the machine, another intellectual has described it as meditation on the machine of the human soul. I don’t care a shit as long as I am allowed to see it as a dialogue on forms, phenomena, something with a meaning of its own, something that I myself certainly never hope to be able to capture and explain entirely ...”

Citaterne er alle fra et interview foretaget i 2002.
Link

Ræven - blot en birolle

'Grizzly Man'

Endnu engang har Werner Herzog opsporet en excentriker, eller det vil sige han har fået fingre i den årelange videodagbog, der tilhørte afdøde Timothy Treadwill, og herudfra har den tyske mester skabt endnu en overbevisende personlig dokumentar. Protagonisten viede sit liv til bjørnenes verden, som han fandt meget mere tiltrækkende end menneskenes... Selvom hans tilgang til naturen var mere hippie-ish og romantisk end de fleste naturforkæmpere vil stå ved, blev han selv opslugt og godt og grundigt gennemtygget af fødekæden - og endte i maven på en sulten grizzly bjørn.

Ser:
Nosferatu - Herzog
Grizzly Man - Herzog

Hører:
Under byen - Samme stof som stof
Lee Hazlewood - Cowboy in Sweden
Psapp - The Only Thing I Ever Wanted
Adem - Love and Other Planets
Quasi - When the Going Gets Dark
Archie Bronson Outfit - Derdang Derdang
Liars - Drum's Not Dead
A - P - P - A - R - A - T

En islandsk fødselsdag

Igår var det Lulus fødselsdag, og den blev fejret i et par dage. Gavmildheden ville ingen ende tage, og dagen indbragte alt fra Dreyer-DVD box, Appa-demo, Under byens Samme stof som stof, penningar, en orkidé (hvad gør man med sådan én?), til reggae-musik med The Congos, Bergmans Hvisken og råb, en hjemmelavet film om Iceland Airwaves, og diverse belgiske øl og wafler.
Takk takk

'Susperia' í Bæjarbíó

Mit første møde med Argento og hans ophøjede filmkunst. Så er det sagt, og indrømmet! Bæjarbíó i Hafnarfjördur viste igår Dario Argentos Susperia fra 1977. Udover at kopien var en noget nedbarberet, x-rated 90-minutters version, var det fantastisk at se så visuelt overlegen en film på stort lærred. Horrorfilmen lader alle visuelle og musikalske elementer gå op i en højere enhed - og Argento udnytter filmmediets unikke audiovisualitet til fulde. Italienske Goblin står bag scoret, der på én gang fremtoner konventionelt, med sit ene gentagede tematiske forløb, men som også eksperimenterer med hvislende vokaler og volumen, der bringer det musikalske score på max. Udover de forførende og sansebombarderende kulisser, er det musikken der skaber uhyggen og den gennemgående suspens. Skuespillet må siges at være begrænset til et pretty-face og hendes uhyggeligt grimme modsætninger. Men det er komplet ligegyldigt siden film handler om form, om æstetetik og om et sideløbende eller kontrapunktisk afhængighedsforhold mellem lyd og billede.

'Package Deals'

Det er ikke kun Lille-Lou, der ikke kan holde sig fra Island - og hvad der bydes på heroppe fra. Den 22.marts vil man i New York City kunne opleve mange forskellige visuelle og auditive sider af den islandske kunstscene, under titlen 'Package Deals - Cultural Samplings from Across the Globe'. Aftenen byder på lidet kendte film som Hrönn Sveinsdóttirs Í skóm drekans, en videodagbog om instruktørens personlige kamp for at blive 'Miss Iceland'. Samt kortfilmene Midnight og Music in Cake og Toilet. Derudover har 12 Tónar flere musikvideoer med som visuals, bl.a. Thórir/ My Summer as Salvation Soldier, Singapore Sling, Brúdarbandid + the one and only Apparat video. Arrangørerne har tilsyneladende researchet længe og har skabt et interessant og alternativt program, der går langt udenom de konventionelle opfattelser af national identitet i islandsk kunst.

Tjek Guy Maddin

Frame-grab fra Guy Maddins Tales From the Gimli Hospital. Denne vesterlænding, som det hedder – en canadier med islandske rødder, hvad det så end skal betyde – har lavet nogle ret så knaldede ting. Blandt andet noget der lyder som et eventyr, The Saddest Music in the World, om Isabella Rossellini der søger, ja verdens mest triste musik. Derudover står Maddin bag en Dracula-ballet, fortalt i et pastiche-stumfilmsprog, med knitrende knasende sort/hvide billeder – ligesom i filmen om Gimle. Dén mand må kende til Trier og elske ham.

Ser:
Tales From the Gimli Hospital (88) – Guy Maddin
Auch Zwerge haben klein angefangen/ Even Dwarfs Started Small (70) – Herzog
Herz aus Glas (7) – Herzog
Húsid (83) – Egill Edvardsson
Hrafninn Flýgur (84) – Hrafn Gunnlaugsson
Ariel (88) – Kaurismäki
Wisconsin Death Trip (99) – James Marsh
Sult (66) – Henning Carlsen
Blue in the Face (80) – Dennis Hopper
Werckmeister harmóniák/ Werckmeister Harmonies (00) – Béla Tarr

Hører:
The Proposition – Nick Cave & Warren Ellis original score
Scott Walker – The Drift
Martin Hall - Facsimile

Back from the dead

Læs min anmelse af Daníel Ágústs solo debut Swallowed A Star på Diskant.dk her. Albummet havde release 20.februar på One Little Indian.