Arvo Pärt

Jeg har just genopdaget Arvo Pärts musik og særligt albummet Tabula Rasa fra det fabelagtige selskab ECM synes at spille igen og igen - som om den aktive handling at sætte pladen på gentagne gange overskygges af den musik det resulterer i. Tabula Rasa rummer værket "Cantus", der sætter ind som den klagesang titlen antyder, og stopper igen lige så brat. "Cantus: a personal threnody: an ultimate closing chord: a mystical threshold experience" - som det står skrevet i albumnoterne. Meget tættere på kan man ikke komme en verbal beskrivelse af dette værk. De høje strygergange holder intensiteten på det højeste uden egentlige eskaleringer henimod et klimaks; hele værket er ét langt klimaks, uden for- eller fremtid. Det minder om Jóhannssons femte og sidste akt på pladen IBM 1401, nemlig "The Sun's Gone Dim, and the Sky's Turned Black" - eller omvendt, for Pärts Tabula Rasa voksede ud af komponistens årelange stilhed helt tilbage i årene 1974-76. Så sent som igår hørte jeg "Cantus" brugt i Simon Stahos minimalistiske selvmordsdrama Dag og Nat. Dertil kommer værket "Fratres" i to forskellige indspilninger på pladen. Jeg hørte Stars of the Lid's strygertrio opføre det for en måneds tid siden i Prag. De elektroniske elementer var unødvendige, på stand-by som hele salen, som et langt åndedrag.

Her er det på sin plads at minde om at Arvo Pärt til maj modtager den store danske musikpris Sonnongprisen, og i den forbindelse opføres flere af hans værker i København, nemlig d.20. maj i Ganisonskirken og d.22. maj i Radiohusets koncertsal hvor prisen også overrækkes. Pärt vil være til stede og det må man simpelthen ikke misse, særligt ikke den første live opførelse af værket "Miserere". Læs mere på Sonningmusik.dk