Sunday, July 30, 2006

Sigur Ros live i baghaven


I aften får reykjavikanerne endelig besøg af Sigur Ros, der den sidste uges tid har turneret Island rundt. Det lyder som en joke, men det er en tradition for islandske bands at ta' turen rundt ad den eneste Highway no. 1! De spiller omkring 10 koncerter rundt omkring i landet - koncerter der alle er gratis og som kun bliver annonceret i lokalområderne, for at sikre pladsen for lokalbefolkningerne. Men iaften bliver stor. Koncerten skal finde sted i parken ved museet Kjarvalstadir, og som de indviede ved er det lige i min baghave. Hele dagen har lydprøverne lydt, og om to timer sker det.
Fortsættelse følger...

NB: RUV optager, og mon ikke den islandske liveudsendelse bliver streamet senere hen på www.ruv.is.

Evening Mood (69) - Richter

Monday, July 24, 2006

The Sun

Ser Alexander Sokurovs The Sun fra 2005.


Om Japans hersker Hirohito under 2. verdenskrigs sidste dage. På mange måder minder filmen om Der Untergang, særligt pga bunkerens klaustrofobiske og grå atmosfære, og fordi synsvinklen er den store mands og hans menneskelige lidenhed - samt hans nærmeste undersåtter og tilbedere. Historien er dog en anden, siden Hirohito modsat Hitler overgav sig og således sparede mange japaneres liv i de sidste dage af krigen.

Filmen er tilsyneladende skudt på DV, afsløret af billedernes kornede og nærmest dokumentariske "nærhed", til trods for Sokurovs genkendelige ro og langsomhed. Det samme var tilfældet med fx one-take filmen Russian Ark.

Sokurov debuterede i 1978, men ikke før 1986 blev hans film tilgængelige for offentligheden, med hjælp fra den eksilerede landsmand Andrej Tarkovskij.

Thursday, July 13, 2006

Innipukinn - endnu en festival

I Island er der en tung tradition for at tage på landet den første weekend i august; drikke sig lam i landi (hjemmebrændt) og høre det værste fra den islandske musikscene - live, dér foran sig, på en scene i et krater midt i Vestmannaøernes vulkanlandskaber.

Reykjavik ligger traditionen tro tom. Men i et par år har downtownrotterne, der aldrig kunne drømme om at forlade 101-ZONEN, haft et alternativ, nemlig en 2-3 dages festival kaldet Innipúkinn. Hvad det betyder ved jeg ikke, men noget med at blive indendøre, eller indenbys - i protest.

Og der er ingen tvivl om hvad valget falder på, for tjek lige det her program: Innipúkinn

Med internationale navne som Television og 4AD’s Throwing Muses er Nasa det eneste sted at være den weekend. Andre godter er Mugison, der for tiden fører sig frem med stort band og nyt materiale. Jakobínarína er der, og Hermigervill, Eberg, Nortón og Ampop. Fra det jyske fastland kommer Jomi Massage og hendes ikke-længere-så-hedengangne Speaker Bite Me. Hurra, så tar hun Martin Ryum med, og måske han kan overtales til at gi’ en version af “Disko”. Fantastisk solo-nummer.



Mon ikke der kommer en lille-stor-større-størst feature på Diskant.dk senere…

Wednesday, July 12, 2006

Ikke weird ´n´ wired nok...



Min anmeldelse af Heidi Mortensons debutplade Wired Stuff kan findes her på Diskant.dk

Tomboytronica er langtfra at tilfredsstille min smag. Men fuldskæg, det har hun.

Wednesday, July 05, 2006

Guy Maddin

Lige for korrekthedens skyld skal det rettes, at billedet langt nedenfor fra en Guy Maddin film IKKE er fra filmen Tales from Gimli Hospital (88) som påstået, men fra den mindre kendte Careful (92). I Careful må man kun tale sagte, for ellers får man en lavine i hovedet. Hvis jeg var Trier, ville jeg kalde Guy Maddin en "lille strik", med sådan et plot.

Maddin har så sent som sidste år lavet filmen My Dad Is 100 Years Old, med Isabella Rossellini - om Hr Roberto Rossellini selvfølgelig. Med sine semi-islandske rødder håber vi at Hr Maddin beslutter sig for at komme til Reykjavik, med sin seneste film under armen... og Isabella under den anden.

Til de unge elskende - og andre gale folk


Så skete det at jeg endnu en gang fik blæst hjernen ud ved opdagelsen af ny musik.

Sparks' Hello Young Lovers.

Det er dog så meget sagt, for brødrene Mael lagde gnisten til Sparks allerede i 1971, men har nu præsteret at udgive deres tyvende studiealbum! Der er altså ingen undskylninger for ikke at have opdaget det her vanvittige band før, men det skete så sent som for to dage siden, da posten bankede på. Med sig havde han en gave til Diskant.dk skribenten, og til gengæld får Diskant sig en begejstret anmeldelse. Den kan læses her.

Saturday, July 01, 2006

ELECTROMA


Daft Punks filmdebut Electroma er på vej til biograferne.

Bare i filmens første 10 minutter får vi en ren auteur-hommage - fra Lynch, Vincent Gallo, Teshigahara, til Tarkovskijs Solaris og mest åbenlyst Hopper og Fondas Easy Rider.

Filmen er en futuristisk road movie i abstrakte landskaber og med et flot mix-tape soundtrack, der kun finder sit lige i Easy Riders mix-tape par excellence tilbage i '69. Og det er vel at mærke ikke Daft Punk selv der står bag kompositionerne... Ukendte droner og bl.a. Linda Perhacs velsigende stemme er at finde.

Daft Punks to egne anonyme ansigter ses i hovedrollerne, iklædt rumhjelme og med det største ønske om at blive mennesker.

Det er en lille sci-fi perle de to sentimentale robotter har præsteret - en audiovisuel oplevelse som sgu ville imponere Kubrick selv.

Her er et par stills for de sultne øjne.